Inter-mezzo

Baggrund for uddannelsen

Indre lederskab – skabende ledelse blev udviklet i årene 2012-13 sammen med musiker og pædagogisk leder, Jakob Bønløkke, med det formål at skabe en uddannelse, der tager udgangspunkt i mennesket. Med en mangeårig baggrund som ledelseskonsulent, så jeg behovet for en ledelsesuddannelse, hvor individuel udvikling går hånd i hånd med organisationsudvikling. På uddannelsen lærer du et ledelseskompas at kende, som fungerer både indadtil og udadtil og som er beskrevet i min bog, Kompas til indre og ydre lederskab, der er grundlag for uddannelsen.

Hvordan Gør Vi?

Al læring og teori bliver på uddannelsen omsat til konkret og anvendelsesorienteret praksis, så den styrker såvel dit indre lederskab som din ydre praksis. Det har vist sig virksomt i denne proces at inddrage kunsten og den systemiske opstilling som metoder og tilgange til at få øje på den viden, der er til stede lige under bevidstheden, hvor den kreative og intuitive evne må vågne.

Samtidig hjælper disse indirekte tilgange med at skabe et dynamisk åndedræt på uddannelsen. Dette ser jeg som forbillede for den måde, lederen kan gå foran og skabe et bæredygtigt arbejdsmiljø, hvor balance på alle planer prioriteres.

I vor tid må vi være os vort sociale, globale og menneskelige ansvar bevidst. Forandring og indre lederskab starter med dig. Det vi gør i det små, det virker og spreder sig. Derfor må vi hver især bestræbe os på at træde ud af vores egen bekvemmelighedszone og ind i de andres sko og opleve verden fra deres perspektiv – og have mod til at handle. Ledelseskompasset giver dig et redskab til at skabe bevidsthed hele vejen rundt, og kunne lede fra et bevidst jeg.

Jeg tror på, at det er lederskab for fremtiden.

Om Lotte

Jeg har altid været søgende og engageret – i verden, i livet, i politik, i kunst, i socialt arbejde. Dette førte mig til studiet i Nordisk litteratur på Aarhus Universitet og videre til en femårig uddannelse i bevægelseskunsten, eurytmi. Med denne baggrund ser og forstår jeg verden gennem kunstens prisme og kobler det med samtaleredskaber og de teorier, jeg i årenes løb har uddannet mig indenfor. Jeg har altid undervist, og meget af det, jeg praktiserer i dag skylder jeg et helt livs arbejde med eurytmien og undervisning af børn på Steinerskoler.

At motivere børn på alle klassetrin til at bevæge sprog og musik på en måde, som er meningsfuld og begejstrende, kan ikke gøres med vilje og autoritet alene. Man kan kun bevæge sig selv. Det gør man når der er varme, fællesskab og meningsfuldhed til stede.

Når man vil facilitere meningsfulde og forandrende læringsprocesser handler om balancer: At sikre at deltagerne udfordres, bekræftes og motiveres, og bevidstgøres om det, der sker i og imellem dem. Og at læring bliver næring når det er begrebet, oplevet og omsat til handling.

Jeg har i årenes løb vævet proces- og coachredskaber og teori ind i dette erfaringstæppe, og lært af dygtige forgængere indenfor systemisk arbejde, socialøkologi og Teori U. Tilsammen udgør det den erfarings- og vidensbase, jeg trækker på i mit arbejde.

Teoretisk trækker jeg på den systemiske teori som ser mønstre og sammenhænge, snarere end årsag og virkninger. Dette spiller fint sammen med socialøkologien, der ser organisationen som en levende organisme med ”organer” ligesom mennesket. Alt levende vil ses, anerkendes og ledes – derfor må vi interessere os, både for den synlige og usynlige del af både mennesket og organisationen.

Om Inter-mezzo

Inter-Mezzo har været i konstant vækst siden 2004, alene på baggrund af anbefalinger og kunder, der kommer igen. Jeg håber, jeg kan tage det som vidnesbyrd for, at jeg lever op til mine idealer, gør det, jeg siger og leverer konkrete, professionelle og holdbare resultater.

Undervisning

Ungdomscoaching og netværksdannelse, treårigt projekt med Region Midt og Silkeborg gymnasium og ungdomsuddannelser i hele regionen

Coaching kurser og uddannelser i GL og på en lang række ungdomsuddannelser

Coaching i organisationer, Erhvervsakademi Dania, Finansøkonomer

Projektleder Fra udsat til Ansat, servicestyrelsen og Kompetencecenter Silkeborg

Mentoruddannelse

Lederuddannelse: Indre lederskab – skabende ledelse, fra 2013 til nu

Vetfællesskabet af dyrlæger: Uddannelse i samarbejde og stresshåndtering

Udgivelser

Indblik i eurytmien, 2012

Den gode elevsamtale – en coachende tilgang til mødet med unge. 2013, Akademisk forlag, 2. oplag med tre nye kapitler, 2018

Kompas til indre og ydre lederskab – god ledelse starter indefra, Spintype 2022